Hvornår er utroskab OK?

[Guest Misjo1]

• 
• 
• 

MickeyM skrev, for 2 minutter siden:

Der er mange rigtig gode overvejelser i denne tråd. (Kan lige gøre opmærksom på, at der er en tråd som (efterhånden) omhandler det samme emne i "generel debat" med overskriften "Spørgsmål til glædespigerne herinde"  - der er også mange gode reflektioner i den tråd. (Jeg havde ikke set pågældende tråd da jeg oprettede denne))

- Men jeg må sige, at den generelle holdning, som er kommet frem i denne tråd på spørgsmålet: "Kan utroskab moralsk set være i orden?" - er kommet en lille smule bag på mig, især i dette forum - det lader til, at langt de fleste har et helt klart svar, og at dette svar er: "Nej!"

Jeg citerer lige @Misjo1 fordi hans ord, som jeg fornemmer det, meget godt beskriver den holdning som flertallet i denne tråd har:  

- Men jeg kunne godt tænke mig at forfølge mit oprindelige spørgsmål en kende mere, så jeg kunne tænke mig at stille spørgsmålet: '

Hvis du er i et monogamt parforhold (begge parter indforstået med monogami) og hvor din partner så gentagende gange har været dig utro, og I ender i en forsoning: "Det sker ikke igen", og efterfølgende er du selv utro... Er din utroskab så mindre amoralsk end din partners? 

Nej. Kort og godt.

 

[Guest Misjo1]

MissRose skrev, for 16 minutter siden:

Altid et svaghedstegn. ALDRIG en styrke. Ked af det venner, men hvis du ikke tør stå ved at “det her vil jeg have i mit liv“ OG give din partner selv lov til at bestemme om hun (eller han) vil være med eller gå, så er du en svagpisser.
Sorry men det er min ærlige mening. Måske kontroversielt på denne side, men det må jeg tage med...

Man har selv lov til at bestemme hvordan man lever, men man har ikke lov at bestemme for andre hvad de skal leve med. Eksemplet med politiet er noget pladder, for i det tilfælde er det love og regler man skal følge og politiet er den udøvende magt, i forhold til utroskab er det en aftale man har indgået om et, forhåbentligt, ligeværdigt forhold til en partner. Og det ligeværdige forsvinder når man bedrager.

Og her taler jeg primært om systematisk, gentagende og planlagt utroskab. Alle kan fejle og det KAN, i mine øjne, nogengange forsvares at holde for sig selv. 

Af disse grunde har jeg det også ret stramt med at mange skriver at de er afklarede med hvad de laver, for det er faktisk slet ikke dem der skal være afklarede men derimod partneren, når denne ellers er blevet oplyst om hvad de lever med. 
 

Er for så vidt enig med dig langt hen ad vejen. Men verden og livet er nu engang ikke så firkantet.

Men ud fra din holdning, ja så er jeg en svagpisser, og har valg at leve med det..

 

[Guest Thaimig]

Misjo1 skrev, for 11 minutter siden:

Min kommentar var et svar på Lady C s indlæg omkring hvem man skal stå til ansvar over for ved enden  af livet. Og intet andet. Men alting kan selvfølgelig drejes..

Helt Ok Misjo, no hard feling, jeg svarer blot ud fra min egen erfaring, good luck og sorry stavefejl

[MickeyM 1153]

MissRose skrev, for 37 minutter siden:

Altid et svaghedstegn. ALDRIG en styrke. Ked af det venner, men hvis du ikke tør stå ved at “det her vil jeg have i mit liv“ OG give din partner selv lov til at bestemme om hun (eller han) vil være med eller gå, så er du en svagpisser.

Jeg kan have misforstået dig, men som jeg læser dine ord: Du mener, at hvis ikke man i et parforhold, kan "afstemmes" i forhold til intimitet og seksualitet, så bør forholdet afbrydes, uanset konsekvenserne?

Sat på spidsen: Du mener ikke, at det er en gangbar løsning, at jeg og min kone har et langt og lykke liv sammen, hvis én af os er lykkelig uvidende om, at den anden er utro? Sagt på en anden måde (og jeg ved godt at jeg stiller det lidt sort/hvidt op) - Kan vi udelukke, at utroskab har været årsag til, at mennesker (uvidende) har haft et godt og lykkeligt liv?

   

Redigeret 29. April, 2020 af MickeyM

[MickeyM 1153]

Misjo1 skrev, for 2 timer siden:

Nej. Kort og godt.

Hej @Misjo1 

Så jeg er stadig et "svin" hvis jeg er min partner utro, selvom min partner har været mig utro x 10 først? Der bliver ikke sat lidt utro-goodwill "i banken", hvis jeg er den som blev bedraget først?

Redigeret 29. April, 2020 af MickeyM

[Guest Misjo1]

MickeyM skrev, Lige nu:

Hej @Misjo1 

Så jeg er stadig et "svin" hvis jeg er min partner utro, selvom min partner har været mig utro x 10 først? Der bliver ikke sat lidt utro-goodwill "i banken", hvis jeg er den som blev bedraget først?

 Nej. En gang ti gange lige fedt. Men bemærk lige at jeg ikke definerer det som svin, men et valg du ikke bare må, men skal forholde dig til.

En lille anekdote. Jeg blev skilt fra min første hustru, fordi hun var utro, det var ikke mig der gik men hende fordi jeg ikke blev vred, men blot spurgte om det havde været godt!!. Så mente hun ikke at jeg elskede hende og skred!!!

Ja det er faktisk sandt...

[MickeyM 1153]

Misjo1 skrev, for 41 minutter siden:

Men bemærk lige at jeg ikke definerer det som svin...

Ja, det var jeg allerede helt klar over. Beklager at jeg fik lagt ord i munden på dig. 

Misjo1 skrev, for 41 minutter siden:

Jeg blev skilt fra min første hustru, fordi hun var utro, det var ikke mig der gik men hende fordi jeg ikke blev vred, men blot spurgte om det havde været godt!!. Så mente hun ikke at jeg elskede hende og skred!!!

Det er da helt vildt!

Tror du at hendes utroskab bundede i, at hun ønskede at du skulle blive vred? - Nu blev det meget lommefilosofisk. (fedt ord, ikke? - jeg elsker de danske sammensatte ord)
Altså, jeg er blot nysgerrig, jeg insinuerer intet, blot lige en tanke - kan kvinder ty til utroskab i forventningen om, at få en forudbestemt respons af utroskaben? Kan utroskab være et værktøj, man kan tage frem af værktøjskassen, hvis man vil teste sit parforhold?    

 

Redigeret 29. April, 2020 af MickeyM

[TheVoice 9405]

jenslillemandhansenv2 skrev, den 28.4.2020 at 11:01:

Yes jeg siger det lige ud, hvad sker der når konen bruger fissen (læs fissen som sex, nærværd, holde i hånd) som våben og det er så sket i Årtusinder, eller simpelthen "fryser" hendes sexlyst ned, ja så finder manden det han mangler et andet sted. Så må han gå fra konen, moralisere du så, hvorfor? alt kør, børn, hus, bil ect. Jeg har et godt liv, mit sex liv er bare ikke med min kone.

Og nej jeg hverken lugter grimt eller glemmer at komme med blomster og ja jeg laver mad og gør rent, er faktisk en OK fyr. Grim er jeg ej, jeg kan også godt finde ud af at tage pænt tøj på og bruge deodorant. Har før mit ægteskab aldrig haft problemer med at score, er faktisk blevet forsøgt scoret mere end engang, selv om jeg er gift. Og jeg kan sagtens være den sande gentle man der trækker stolen ud for kvinden og tar styring i sengen.

Jeg har taget den beslutning, hvis du ikke gider sex med mig så OK så finder jeg en anden løsning. Og ja jeg har prøvet at bringe problemet på bane, det bliver så skut til hjørne, så igen OK, jeg finder en anden løsning.

Jeg acceptere ikke, "så må du jo oppe dig"  ja det gør jeg gerne, men det er ikke kun mig der skal oppe mig, det skal vi begge to!!!

Når noget "går galt" er jeg en person, der inden, jeg barer siger, jammen det var også ham der var en idiot, så sætter jeg mig ned og tænker over hvorfor det gik galt, kunne jeg have gjort noget anderledes, her efter drager jeg min konklusion.

Jeg ved udmærket at vi alle har forskellige måder at leve vores liv på, det er så min måde.

Jeg gider ikke høre på, at jeg ikke begære min kone og det er mig der skal løse problemet, nej vi skal være to til at løse problemet, da vi sikkert er to der er skyld i problemet.

 

Jeg tror at rigtig mange mænd enten kan nikke genkendende eller har oplevet noget tilsvarende som du beskriver.  For ikke at træde alle kvinder over tæerne, så findes der helt sikkert også kvinder, som kunne beskrive noget i samme stil.  Det er dog mit indtryk at det du skriver opleves  oftere af mænd end kvinder.

Jeg har selv i mine yngre dage, da man havde små børn oplevet noget der tendere kraftigt til det du beskriver.  Jeg kender også til den med "du må oppe dig, du skal bare gøre dit og dat".  Jeg er med årene dels blevet ældre og nok også lidt "klogere".     Det er faktisk mit indtryk, at rigtig mange mænd gerne vil oppe sig, og bruger oseaner af tid og tankevirksomhed på "Hvordan jeg/vi få sparket liv i vores manglende eller ulige sexliv"   Jeg prøvede også på forskelligvis at starte en voksensamtale op, det blev også hurtigt sparket til hjørne 

Når jeg tænker tilbage har jeg ikke lyst til at bebrejde hende noget.  Det var mig der blev fuldstændigt frustreret over at sexlivet var sat ned på en lavblus.  I dag ved jeg, at det faktisk er rimeligt normalt, samt at specielt kvinders seksualdrift i generelt sammenhæng "svinger" mere end mænds.  Det er selvfølgelig nemt at skubbe skylden/ansvaret over på modparten, men det kan jo ikke bruge til en skid.   Vores forhold ende med et for begge "lykkeligt brud".  Efter den periode hvor begge parter lige skal fordøje hvad der skete, og kommende videre med livet, opdagede jeg vores begges seksuel drift ændrede sig (og ja vi kneppede vist begge igennem, bare ikke med hinanden)  

Det fik mig til at tænke lidt forsimplet og  billedligt at yderpunkterne i længerevarende forhold og eller sexlivet alene  kan sammenlignes med enten en god flaske rødvin eller en evigkilde.  Taler vi en god flaske rødvin, så slipper indholdet op på et tidspunkt. Man har en masse gode smagsminder, men det er så også det.  I modsætning søger vi vel alle kilden der aldrig løber tør.  "problemet" med alle disse længere varende forhold og det monogame sexliv er desværre at der er langt flere gode flasker rødvin en evige kilder.

Hvad er pointen ?  Jeg ved den er provokerende, men vi skal måske i højere grad end tidligere lære/acceptere, at mange forhold får en "udløbsdato".  Man skal med andre ord ikke betragte sine tidligere forhold som fiaskoer,  som hvis man kunne gøre dit og dat kunne have reddet (udskiftet rødvinen med en kilde).  Man bør være glad for sine tidligere forhold, som jo alle har indeholdt en skøn tid.  Nogle har bare kigget for lang tid ned i den tomme rødvinsflaske og håbet på at den på mirakuløs måde, pludselig var fuld igen.  En tidligere forhold har jo også haft stor betydning for, hvordan vi har udviklet os.  Med mindre man render rundt og lider af ulykkelig kærlighed, vil jeg faktisk hævde at det også udvikler vores "forholds-kompetencer" . Når man starter et nyt, tager man det gode med, og det dårlige smider man væk og siger "Det hul falder jeg ikke i igen - Inger er jo perfekte"

Jeg siger derved ikke at man skal droppe sit forhold fordi ens sexliv ikke er ligeværdigt og kompatibelt, men det er nok klogt at gennemtænke "Skyldes det angst for det ukendte at jeg bliver eller opvejes de understimulerede behov af resten af forholdet"  

[TheVoice 9405]

MickeyM skrev, for 26 minutter siden:

Ja, det var jeg allerede helt klar over. Beklager at jeg fik lagt ord i munden på dig. 

Det er da helt vildt!

Tror du at hendes utroskab bundede i, at hun ønskede at du skulle blive vred? - Nu blev det meget lommefilosofisk. (fedt ord, ikke? - jeg elsker de danske sammensatte ord)
Altså, jeg er blot nysgerrig, jeg insinuerer intet, blot lige en tanke - kan kvinder ty til utroskab i forventningen om, at få en forudbestemt respons af utroskaben? Kan utroskab være et værktøj, man kan tage frem af værktøjskassen, hvis man vil teste sit parforhold?    

 

Jeg vil nok ikke lige opfordre folk til at være utro for at teste deres forhold   Det kan man nok gøre ved at vælge et mindre "værktøj".  Rent psykologisk er der nok ingen tvivl om, at vi får et langt mere nøjagtigt billede af andre mennesker i konflikt end når vi ridder på bøjlen af succes og forelskelse.

Med hensyn til at "sige - tak for denne gang vi må videre", så er det ikke alle der mestre det lige godt. Så jo,  nogle benytter sig at fremprovokere en situation, med et ønsket udfald som resultat.  Men det burde sagtens kunne gøres uden, at tage utroskab op af værktøjskassen.

 

[Bananas 17577]

Thaimig skrev, for 23 timer siden:

Åh jo,alt afhængig hvem som skriver

Selvfølgelig

[MissRose 25]

MickeyM skrev, for 2 timer siden:

Jeg kan have misforstået dig, men som jeg læser dine ord: Du mener, at hvis ikke man i et parforhold, kan "afstemmes" i forhold til intimitet og seksualitet, så bør forholdet afbrydes, uanset konsekvenserne?

Sat på spidsen: Du mener ikke, at det er en gangbar løsning, at jeg og min kone har et langt og lykke liv sammen, hvis én af os er lykkelig uvidende om, at den anden er utro? Sagt på en anden måde (og jeg ved godt at jeg stiller det lidt sort/hvidt op) - Kan vi udelukke, at utroskab har været årsag til, at mennesker (uvidende) har haft et godt og lykkeligt liv?

   

Jeg mener at begge parter har krav på at have de rigtige forudsætninger at vælge selv ud fra. Jeg er ikke sikker på at det nødvendigvis skal sættes på spidsen som i “har jeg tilladelse til at få det andetsteds og ellers må forholdet ophøre”. Det kan også være noget med en partner ikke synes om det, men tier og “samtykker” og ikke vil vide mere. Men så har man italesat at der er et issue, og partneren har truffet et oplyst valg. Måske et valg om at lade som ingenting men det er også et valg. 
 

Lad mig spørge dig på den måde...Du lever “lykkeligt” med din kone, men lever et dobbeltliv hun ikke kender til i 10 år. Hver gang du har været ved en anden, kommer du veltilfreds hjem og er ekstra kærlig, giver gaver, blomster og siger hun er smuk og dejlig. Du føler dig som en rigtig god mand for hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af og hun får jo en bedre dig. Men en dag går du foran en bus og da hun skal rydde op efter dit liv begynder dine skeletter at vælte ud af skabet. Hendes verden bliver smadret til ukendelighed for hun må se tilbage på et liv bygget på en løgn. Den mand hun elskede og begærede, respekterede, var stolt af og ønskede alt det bedste, har fyldt hende med løgn. Og i det spil er selve utroskaben et mindre issue, det er løgnen der er det massive bedrag. Ønsker du virkelig at ødelægge så meget for den du elsker så højt, at du ikke kan se et liv for dig uden? For tro mig, hun bliver ødelagt og bliver aldrig helt hel igen. Been there, done that. Ok ikke lige den døde mand, jeg opdagede det bare, og gud ske lov for det, for jeg fik en afslutning som jeg ikke havde fået hvis han var død. Men jeg bliver aldrig den samme igen. 
Og hvad fanden bilder han sig ind. Jeg var monogam fordi det var vores aftale. Hvis jeg havde vidst at jeg i 10 år levede et åbent forhold, så ville jeg s.. da også have knaldet andre. 

Men hey, det kan også ske at det er hende der går ud foran en bus, aldrig aner uråd og altid forguder dig. Men helt ærligt, kan du virkelig sole dig i hendes beundring når den er på falsk grundlag? Ville du være stolt af din eksamen hvis du vidste at du havde snydt? 

Men hvem giver egentligt dig ret til at bestemme at hendes liv skal leves på en løgn?

[MickeyM 1153]

MissRose skrev, for 13 minutter siden:

Men hvem giver egentligt dig ret til at bestemme at hendes liv skal leves på en løgn?

Det gør hun selv: "Du må ikke have sex med andre end mig" - og derefter "Jeg gider ikke at have sex, nå jo, måske 1 eller 2 gange om året... Spørg mig 52 gange om året, og du skal få 50 afslag"... Svaret på dit spørgsmål er ikke sådan ultra kompliceret - naturligvis har jeg ret at bestemme at hendes liv skal leves på en løgn. (Ok, mit svar var lidt skarpt trukket op)

[Bananas 17577]

MissRose skrev, for 29 minutter siden:

Jeg mener at begge parter har krav på at have de rigtige forudsætninger at vælge selv ud fra. Jeg er ikke sikker på at det nødvendigvis skal sættes på spidsen som i “har jeg tilladelse til at få det andetsteds og ellers må forholdet ophøre”. Det kan også være noget med en partner ikke synes om det, men tier og “samtykker” og ikke vil vide mere. Men så har man italesat at der er et issue, og partneren har truffet et oplyst valg. Måske et valg om at lade som ingenting men det er også et valg. 
 

Lad mig spørge dig på den måde...Du lever “lykkeligt” med din kone, men lever et dobbeltliv hun ikke kender til i 10 år. Hver gang du har været ved en anden, kommer du veltilfreds hjem og er ekstra kærlig, giver gaver, blomster og siger hun er smuk og dejlig. Du føler dig som en rigtig god mand for hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af og hun får jo en bedre dig. Men en dag går du foran en bus og da hun skal rydde op efter dit liv begynder dine skeletter at vælte ud af skabet. Hendes verden bliver smadret til ukendelighed for hun må se tilbage på et liv bygget på en løgn. Den mand hun elskede og begærede, respekterede, var stolt af og ønskede alt det bedste, har fyldt hende med løgn. Og i det spil er selve utroskaben et mindre issue, det er løgnen der er det massive bedrag. Ønsker du virkelig at ødelægge så meget for den du elsker så højt, at du ikke kan se et liv for dig uden? For tro mig, hun bliver ødelagt og bliver aldrig helt hel igen. Been there, done that. Ok ikke lige den døde mand, jeg opdagede det bare, og gud ske lov for det, for jeg fik en afslutning som jeg ikke havde fået hvis han var død. Men jeg bliver aldrig den samme igen. 
Og hvad fanden bilder han sig ind. Jeg var monogam fordi det var vores aftale. Hvis jeg havde vidst at jeg i 10 år levede et åbent forhold, så ville jeg s.. da også have knaldet andre. 

Men hey, det kan også ske at det er hende der går ud foran en bus, aldrig aner uråd og altid forguder dig. Men helt ærligt, kan du virkelig sole dig i hendes beundring når den er på falsk grundlag? Ville du være stolt af din eksamen hvis du vidste at du havde snydt? 

Men hvem giver egentligt dig ret til at bestemme at hendes liv skal leves på en løgn?

Ked af at sige det, men man lever sit liv på en løgn hvis man er afhængig af at andre mennesker aldrig lyver. Det kan være små løgne, eller store løgne. Det kan være få løgne eller mange løgne. Det kan være hemmeligheder, som ikke er løgne men heller ikke udtalede. At være menneske er bl.a. at lyve - eller at i hvert fald ikke sige alt man tænker, ønsker og mener.

Alle mennesker har tanker og ønsker som man ikke fortæller alle om, nogle fortæller man ikke nogen om. Men det man giver den man elsker er ikke løgn, selv om man også giver andre noget som man ikke fortæller noget om. Hvordan bliver hele livet løgn, kun fordi man ikke fortæller alle alt man tænker og laver?

At elske nogen er ikke at begære al viden om hende. At elske nogen er at give slip, at lade hende leve, at ikke opleve hendes liv og ønsker som en trussel. At elske nogen er at ville hende det bedste hun kan formå, ikke at kræve af hende det bedste hun kan give.

Men hvis man er afhængig af at et andet menneske er synligt til 100 procent af sit væsen, så lever man sit liv på en løgn.

[MickeyM 1153]

Bananas skrev, for 53 minutter siden:

At elske nogen er ikke at begære al viden om hende. At elske nogen er at give slip, at lade hende leve, at ikke opleve hendes liv og ønsker som en trussel. At elske nogen er at ville hende det bedste hun kan formå, ikke at kræve af hende det bedste hun kan give.

Poesi, smukt, perfektion... Tak!

[Guest Aros]

MissRose skrev, for 10 timer siden:

Altid et svaghedstegn. ALDRIG en styrke. Ked af det venner, men hvis du ikke tør stå ved at “det her vil jeg have i mit liv“ OG give din partner selv lov til at bestemme om hun (eller han) vil være med eller gå, så er du en svagpisser.
Sorry men det er min ærlige mening. Måske kontroversielt på denne side, men det må jeg tage med...

Man har selv lov til at bestemme hvordan man lever, men man har ikke lov at bestemme for andre hvad de skal leve med. Eksemplet med politiet er noget pladder, for i det tilfælde er det love og regler man skal følge og politiet er den udøvende magt, i forhold til utroskab er det en aftale man har indgået om et, forhåbentligt, ligeværdigt forhold til en partner. Og det ligeværdige forsvinder når man bedrager.

Og her taler jeg primært om systematisk, gentagende og planlagt utroskab. Alle kan fejle og det KAN, i mine øjne, nogengange forsvares at holde for sig selv. 

Af disse grunde har jeg det også ret stramt med at mange skriver at de er afklarede med hvad de laver, for det er faktisk slet ikke dem der skal være afklarede men derimod partneren, når denne ellers er blevet oplyst om hvad de lever med. 
 

Du har bestemt en pointe.

[Guest FrokostUartig]

Misjo1 skrev, for 13 timer siden:

Nu provokere jeg lidt

Hvad er din holdning @FrokostUartig

Her. !?

Jeg har simpelthen ikke orket at læse hele tråden.. -den er for lang og lige i dag vil jeg heller noget andet.. hvis jeg får læst det hele - skal jeg nok bidrage... 

[Guest Misjo1]

MickeyM skrev, for 9 timer siden:

 

Det er da helt vildt!

Tror du at hendes utroskab bundede i, at hun ønskede at du skulle blive vred? - Nu blev det meget lommefilosofisk. (fedt ord, ikke? - jeg elsker de danske sammensatte ord)
Altså, jeg er blot nysgerrig, jeg insinuerer intet, blot lige en tanke - kan kvinder ty til utroskab i forventningen om, at få en forudbestemt respons af utroskaben? Kan utroskab være et værktøj, man kan tage frem af værktøjskassen, hvis man vil teste sit parforhold?    

 

Tja, det tror jeg nu ikke lige i mit/vores tilfælde, men eller vil jeg sige klart ja, brugt som en provokation for at ruske op i modparten? ja vil jeg sige, måske mere i ord end i udført gerning

Her kunne det da være spændende at høre nogen af de markante pigers bemærkning?

[MissRose 25]

MickeyM skrev, for 8 timer siden:

Det gør hun selv: "Du må ikke have sex med andre end mig" - og derefter "Jeg gider ikke at have sex, nå jo, måske 1 eller 2 gange om året... Spørg mig 52 gange om året, og du skal få 50 afslag"... Svaret på dit spørgsmål er ikke sådan ultra kompliceret - naturligvis har jeg ret at bestemme at hendes liv skal leves på en løgn. (Ok, mit svar var lidt skarpt trukket op)

Det kan jeg da sagtens forstå du ikke kan leve med, og jeg kan sagtens forstå hvordan de situationer kan føre til utroskab. Men det ændrer ikke ved at jeg synes man har pligt til at fortælle hvor man står. Hvis du har sagt at det her kan du ikke leve med, og hun har afslået at finde en løsning I begge har det godt med, eller hvis hun slet og ret har ignoreret det, så har du jo trods alt oplyst hende og givet hende mulighed for at bestemme selv. Om du har oplyst hende tilstrækkeligt er kun dig der ved. 

[MissRose 25]

Misjo1 skrev, for 12 timer siden:

Er for så vidt enig med dig langt hen ad vejen. Men verden og livet er nu engang ikke så firkantet.

Men ud fra din holdning, ja så er jeg en svagpisser, og har valg at leve med det..

 

Ja undskyld for svagpisser. Jeg blev lige overophedet i situationen. Det var faktisk ikke meningen jeg ville kalde nogen noget 

[Den_glade_amatør 4511]

MissRose skrev, for 11 minutter siden:

Hvis du har sagt at det her kan du ikke leve med, og hun har afslået at finde en løsning I begge har det godt med, eller hvis hun slet og ret har ignoreret det, så har du jo trods alt oplyst hende og givet hende mulighed for at bestemme selv. 

Mon ikke, at denne situation i kvindens øjne vil være, at manden har truffet en beslutning, når han siger, at det kan han ikke leve med? Sådan at det er ham, som har besluttet noget (at knalde udenom), snarere end at hun selv træffer en beslutning (om at gå)? Dermed er skylden for bruddet jo også entydigt placeret hos manden, også selvom hun måske har sagt nej til et aktivt sexliv i ægtesengen gennem flere år.

[Guest Havnebumsen]

Hvornår er utroskab ok? Når man er liderlig

Ellers skal man holde sig fra sådan noget griseri 

[Guest FrokostUartig]

Misjo1 skrev, for 14 timer siden:

Nu provokere jeg lidt

Hvad er din holdning @FrokostUartig

Her. !?

Nu har jeg læst første side - og allerede her, er der fornuftige svar. 

Så det er fint afdækket med de mange andres kloge indlæg. 

[Naboen 593]

Simpelt ................

ALDRIG !

[Guest Nannas Hjørne]

Er det lige så amoralsk at være utro og uærlig omkring det, når den anden partner har været det før? Det vil jeg sige ja til, dit eget indre moralske kompas viser stadig nord og syd, tro og utro, særligt hvis du ikke netop gav din anden partner lov til at fortsætte affæren eller hvad det nu var, da du opdagede den.

Men morale og menneskers følelser stemmer ikke altid overens. Med utroskab tror jeg ofte, at der er et kæmpe spring fra aldrig at have været utro, til at være utro første gang, men derefter bliver skridtene mindre og mindre og grænsen lettere og lettere at overskride. Det er da ikke usandsynligt, at dét, at ens partner overskred grænsen først, mindsker hvor stort springet så er, når man selv kaster sig ud i det. Det er noget med tillid og det ansvar man føler for sin partner, men det ændrer ikke på det amoralske i at være utro.

Med hensyn til nogle af de tidligere indlæg, har jeg det lige som et par stykker dér: jeg vil gerne have lov til selv at bestemme over hvilket liv jeg lever, og vil derfor gerne have lov til at sige nej, hvis en partner vil knalde udenom, velvidende at det måske ender i, at forholdet får en ende, og at det er lige så meget mig som har endt det som ham. Jeg ville aldrig selv have en affære og mene at jeg gjorde det bedste for mit forhold, ved at træffe den beslutning for min partner uden at lade ham få valget selv. Det betyder ikke, at jeg ikke kunne være utro, men jeg ville aldrig bilde mig selv ind, at jeg gjorde min partner eller mit forhold en tjeneste ved at gøre det.

Det er så mig, men jeg er ekstremt kommunikativ og ville aldrig ende i et forhold hvor vi ikke snakkede om den slags, men der er jo forhold hvor – som nævnt tidligere i tråden – spørgsmålet om sex bliver bragt på banen igen og igen, men den anden part nægter at have samtalen. Har det været sagt ligeud, at ”Jeg har brug for sex. Jeg elsker dig stadig, men hvis du ikke længere vil den del af vores forhold, bliver jeg nødt til at finde det et andet sted” og den anden part ikke har svaret og fortsat undgår både emnet og den fysiske kontakt, jamen så synes jeg egentlig ikke at det er moralsk forkert. Så er den anden part informeret, men vælger selv ikke at konfrontere det. Måske er det nogen hun/han godt kan leve med hvis hun/han ”ikke ved det”, men ikke ville kunne leve med aktivt at skulle forholde sig til. Så er det måske stadig utroskab, men bedraget i høj grad taget ud af ligningen.

[MissRose 25]

Bananas skrev, for 10 timer siden:

Ked af at sige det, men man lever sit liv på en løgn hvis man er afhængig af at andre mennesker aldrig lyver. Det kan være små løgne, eller store løgne. Det kan være få løgne eller mange løgne. Det kan være hemmeligheder, som ikke er løgne men heller ikke udtalede. At være menneske er bl.a. at lyve - eller at i hvert fald ikke sige alt man tænker, ønsker og mener.

Alle mennesker har tanker og ønsker som man ikke fortæller alle om, nogle fortæller man ikke nogen om. Men det man giver den man elsker er ikke løgn, selv om man også giver andre noget som man ikke fortæller noget om. Hvordan bliver hele livet løgn, kun fordi man ikke fortæller alle alt man tænker og laver?

At elske nogen er ikke at begære al viden om hende. At elske nogen er at give slip, at lade hende leve, at ikke opleve hendes liv og ønsker som en trussel. At elske nogen er at ville hende det bedste hun kan formå, ikke at kræve af hende det bedste hun kan give.

Men hvis man er afhængig af at et andet menneske er synligt til 100 procent af sit væsen, så lever man sit liv på en løgn.

Sikke noget pladder. Der er ikke nogen der snakker om at alle mennesker skal være ærlige om alting. Men hvis du lover troskab og lader din partner tro at I lever monogamt, men det gør du bare ikke, så frarøver du da hende muligheden for at vælge om det er noget hun vil deltage i. 
Jeg er ganske enig i dit poetiske afsnit, men er du selv det? For du vil jo ikke sætte hende fri til selv at vælge! Og hun får jo ikke muligheden for at lade dig leve når hun ikke ved det...