Hvornår er utroskab OK?

[Lake 686]

• 
• 
• 

Liverpool skrev, for 6 minutter siden:

Helt uenig i dit sidste afsnit. Vi er voksne mennesker. Vi ved sku godt hvad partneren vil have eller ikke have. Er man i tvivl.

-------------------------------------

 

At man ikke har en klar aftale er aldrig en undskyldning i min optik (så få den hvid det er vigtigt for dig). Jeg vil aldrig acceptere en undskyldning om, at “det har vi aldrig aftalt”. 

Det jeg skriver er generelt.  Jeg skriver ikke om en bestemt type forhold.  

Hvornår opstår et forhold?   Efter en måned?    Eller når man har haft sex to gange?   Er det stadig det samme forhold, hvis man ikke ser hinanden så tit længere?

Vi lever i en verden, hvor folk har forskellige moralnormer, og jeg synes bestemt at det er vigtigt at vise hensyn, men man kan ikke påtvinge en anden sine egne regler.   Det er vilkåret, hvad enten man kan lide det eller ej.

[TheVoice 9405]

Liverpool skrev, for 10 minutter siden:

Der er ingen som løber hele listen igennem inden et forhold, for at afkræve et helt konkret løfte om hvert enkelt punkt.

Hvis man elsker og respekterer et andet menneske, burde man kende det menneske godt nok til at vide hvor grænsen går. Er man i tvivl, må man have nok respekt til at spørge ind til og evt. aftale en ny grænse.

 

Du bestemt ret i, at når to mennesker indleder et kærlighedsforhold, så starter det næppe med, at de  løber en helvedes masse krav og ønsker igennem.  Typisk er de vidt forgabt i hinanden, og får sjældent afstemt ret meget.  Ret hurtigt får de vel nok enten direkte eller indirekte afstemt og de ønsker et decideret kæresteforhold, b-venskab eller lejlighedsvise bodycalls m.v

Taler vi det spirende kæresteforhold, vil jeg mene at fleste antager, at modparten har fået afsluttet tidligere forhold, b-venskaber og hvad har vi.  Antagelsen bygger vel typisk på "For sådan gør jeg,.... og jeg gider ikke useriøse forhold".   Hvis det  ikke, er forventningen nok, at modparten selv bringer emnet op, for så må de jo reelt have et ønske om en anden type forhold.

At det virker ulogisk at mange forventninger med videre i et kæresteforhold bygger på antagelser,  har næppe nogen betydning dels for reaktionerne og dels på ordvalget.  Bliver man såret vil en diskussion omkring ordvalg eller som du selv skriver "Det har vi ikke aftalt"  være irrelevant i situationen.   

 

 

[Liverpool 865]

Lake skrev, 1 time siden:

Det jeg skriver er generelt.  Jeg skriver ikke om en bestemt type forhold.  

Hvornår opstår et forhold?   Efter en måned?    Eller når man har haft sex to gange?   Er det stadig det samme forhold, hvis man ikke ser hinanden så tit længere?

Vi lever i en verden, hvor folk har forskellige moralnormer, og jeg synes bestemt at det er vigtigt at vise hensyn, men man kan ikke påtvinge en anden sine egne regler.   Det er vilkåret, hvad enten man kan lide det eller ej.

 Netop. Forskellige værdier og normer. Derfor spørger man hvis man er i tvivl.

 

Jeg har rundet de 40+ men har altid haft en meget enkelt leveregel gennem hele livet. Hvis jeg kan lide en pige nok til at gå på date nr 2 så er jeg reelt i et forhold. Jeg gider ikke løbe efter piger og ikke noget med datingsites.Jeg går efter guldet. Er der guld så kan jeg fint fokusere. Hvis jeg dater/kurtisere en gudinde, og det er kun hende jeg tænker på, hvorfor så bruge tid på en fuser?

 

 

Verden er fuld af skønne kvinder. Nå man ikke er betaget af en kvinde så kan man købe sex, have en B-ven eller bare nuppe en one-nighter. Man kan se mange simultant. Flirte med alle mm.

Men møder jeg en pige, som er så fantastisk, at hende må man bare være sammen med (læs date) så gider jeg ikke rode rundt ned de andre. Så er det hende der fylder mine tanker og handlinger.

Date nr 2 er grænsen for mig.

 

Så er der nok  nogen som vil sige, at “hvad ved man efter første date”? Det er korrekt. Ikke nok til at blive gift:) Men nok til at vide om det den vej man vil. Ved man ikke det, så er det sku ikke pigen. Det samme efter date nr. 2, 3, 4, etc. Man er draget at pigen og følger vejen. Hun har min opmærksomhed. Hvis hun ikke har det så er hun ikke den rette. Det ved man sku godt med sig selv

 

Ps! Jeg han en ven som mødte en fantastisk kvinde. Han var skudt i hende. Kunne kun tale om hende. Han datede altid mange sideløbende (US style med exklusivitets aftale sidenhen ). Mellem deres date 1 og 2 (lørdag) så hun ham på date med en anden pige om fredagen 

Der blev aldrig en date nr 2. Hun ønskede hans udelte opmærksomhed. Han var ikke glad nok for hende i hendes øjne. Det var skulle en dyr date og for hvad ... Lidt fisse med en ligegyldig pige, nu når man havde fundet guld.

Redigeret 2. Maj, 2020 af Liverpool

[MissRose 25]

TheVoice skrev, den 30.4.2020 at 15:17:

Jeg har såmænd blot forsøgt at årsagsforklare, hvorfor folk ikke bare fortæller deres partner om deres lyst/behov for at dyrke sex med andre.  Jeg er fuldstændig enig i, at hvis samtalen så tages, så tæller begges parters mening lige meget, men det sker jo desværre sjældent af de årsager jeg angav i sidste indlæg.

Med hensyn til resten af dit indlæg, havde jeg egentligt troet, at det var din mand der var dig utro. 

Min utroskab ligger mange år tilbage. Det var ham jeg senere blev gift og fik børn med der var mig utro, så man kan jo sige at karma har ramt mig. Jeg vil nu så mene at det han bød mig var i en hel anden liga, med 10 års dobbeltliv og massivt bedrag. Det har i den grad ramt mig. Også så jeg åbenbart stadig er vældig meget påvirket, må jeg indrømme, ellers havde jeg vel ikke debatteret så intenst i denne tråd. 
Jeg var egentligt afklaret med at han sikkert havde været utro et par gange på hans forretningsrejser og det levede jeg med. Men han havde gjort så meget mere end det. Samtidig havde han beskyldt og bebrejdet mig for alt det jeg efterfølgende lærte at han havde gjort. Mens han åbent erklærede hans stærke moral, at han bl.a. mente at allerede ved kys var det utroskab og han ville aldrig acceptere utroskab. Han var kun til monogami. Når jeg indimellem følte tvivl blev det som regel gjort til mig der var noget galt med, og jeg kunne jo bare tjekke computer og telefon som jeg altid har haft password til. Han var så omhyggelig og kalkulerende med hans planlægning og mørklægning at jeg aldrig fandt noget når jeg ledte. 
Jeg vidste allerede tidligt at sex var vigtigt for ham, så det prioriterede jeg altid. De eneste gange der er gået mere end 2 uger er efter fødsler og der har jeg i stedet givet handjobs. Og bevares, når jeg i 2 mdr. havde sovet sidden i sofaen med et sygt barn på maven var det heller ikke her lysten var særlig stor, men han har fået alligevel, i hvert fald ugentligt. Der ud over har jeg ALDRIG sagt nej til noget af det han har foreslået. Så jeg kan ikke se begrundelsen for at han havde brug for det. 
Jeg har siden læst meget og erkendt at han sikkert er narcissist, så mit tilfælde er nok bare mere ekstremt. Jeg håber i hvert fald der ikke er mange af hans slags, heller ikke herinde. 

[Guest Misjo1]

MickeyM skrev, den 1.5.2020 at 21:45:

Spændende vinkel.

Men, kan man så sige, at hvis man med sin partner aldrig har afgivet et løfte om, at det skal være et monogamt parforhold - så kan man dermed heller ikke være utro, netop fordi der aldrig er indgået en aftale om monogami, og at der derfor heller ikke er en aftale som brydes?

Eller sagt på en anden måde: Er jeg i min gode ret til at forvente, at min partner ikke er intim med andre, selvom vi ikke har lavet en aftale om dette, men blot fordi, at det er den gængse opfattelse i vores samfund?

Er det i virkeligheden samfundsnormer, der definere om jeg er utro, hvis ikke jeg har afgivet troskabsløfter til min partner? 

Ja. Ganske enkelt.

[MickeyM 1153]

MissRose skrev, for 2 timer siden:

Min utroskab ligger mange år tilbage. Det var ham jeg senere blev gift og fik børn med der var mig utro, så man kan jo sige at karma har ramt mig. Jeg vil nu så mene at det han bød mig var i en hel anden liga, med 10 års dobbeltliv og massivt bedrag. Det har i den grad ramt mig. Også så jeg åbenbart stadig er vældig meget påvirket, må jeg indrømme, ellers havde jeg vel ikke debatteret så intenst i denne tråd. 

Når jeg læser indlæggene i denne tråd, slår det mig, hvor mange forskellige sider der er i utroskab, og hvor mange forskellige ansigter utroskab har...   

Før jeg læste dit sidste indlæg @MissRose, havde jeg end ikke forestillet mig utroskab i den variant som du beskriver.
Tak for at dele!
 

 

[Guest Misjo1]

Lake skrev, den 1.5.2020 at 21:24:

Det religiøse kommer ind, hvis man er kirkeviet og har afgivet ægteskabsløftet. Jeg har her den autoriserede version fra 1912, som så vidt jeg ved stadig er gældende:

Præsten siger:

"Så tilspørger jeg dig N.N. (brudgommens navn):
Vil du have N.N. (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? - Ja!

Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Ligeså tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn):
Vil du have N.N. (brudgommens navn),
som hos dig står, til din ægtemand? - Ja!

Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Så giv hinanden hånd derpå!  "

 

Af og til hører man også tilføjelsen;  ---og forsage alle andre,   men den har vist aldrig været en del af vielsesritualet.

 

Under alle omstændigheder. Er man kirkeviet, har man afgivet et løfte over for partneren og over for Gud.  Dermed er det religiøst.

 

Andre mennesker som har en partner, løs eller fast - bor sammen eller hver for sig, er ikke bundet af dette løfte. Det kan godt være at man har lovet hinanden noget eller at det er underforstået at man ikke har andre. 

Det kan også være at den ene mener at det er noget han/hun selv bestemmer og det skal partneren ikke blande sig i, og vil jeg ikke kalde det utroskab, for der er ikke et troskabsløfte.

 

Det er nu mange der udelader det sidste afsnit. Hvis præsten ellers er med på det. Ligesom man i kirken idag regner ægteskabet slut når kærligheden er "død" og ikke den ene part er død.

Jeg er kirke viet. Og jeg er utro, det er mit valg og mig der skal stå til regnskab for mine gerninger. Er jeg så et dårligt menneske? Det må andre afgøre..

[MickeyM 1153]

Misjo1 skrev, for 4 minutter siden:

Er jeg så et dårligt menneske?

I min bog, er den, som er utro, ikke som udgangspunkt et dårligt menneske, især fordi, at dommen, som fældes: "Du er utro!"  - Typisk fældes ud fra omgivelsernes vurdering og efter kulturelle holdninger og normer - det er i hvert fald noget af det jeg læser mig til, i denne tråd.

Når vi definerer dig, @Misjo1, som utro, og dermed tænker at du er et dårligt menneske, er det langt hen ad vejen en definition, som baserer sig på vores opfattelse af utroskab, ikke på det du oplever i dit liv, ikke på dig, din partner og jeres forhold...

Vi moraliserer, og derfor kan vi stemple dig, med konsensus, som et dårligt menneske, fordi du er utro (Hvad end utroskab så er?)

 

Det er dig selv der siger at du er utro... Jeg er ikke 100% sikker på at du har ret 

  

[AK8K 62]

Først og fremmest er utroskab et symptom på et forhold hvor ærlighed og respekt for partneren er på et bundniveau. Hvis man har integritet og står ved sine ord og handlinger og er et moralsk menneske så taler man med sin partner inden man udveksler kropsvæsker med andre. Fortæller ærligt hvordan man har det. Så kan man arbejde videre derfra. Finde hinanden igen, være monogame, gå fra hinanden eller leve i et åbent forhold.

Man har altid et valg her. Den man først og fremmest er utro over for er sig selv. 

 

[TheVoice 9405]

MissRose skrev, for 16 timer siden:

 Mens han åbent erklærede hans stærke moral, at han bl.a. mente at allerede ved kys var det utroskab og han ville aldrig acceptere utroskab. Han var kun til monogami. 

…….
Jeg håber i hvert fald der ikke er mange af hans slags, heller ikke herinde. 

Det er nok svært at sætte tal på de adfærd "jeg må godt, du må ikke".   Det er dog mit indtryk, at den adfærd er mere udbredt end man umiddelbart skulle tro.  Måske din ex også led lidt af "tyv tror hver mand stjæler" for at sige det lidt populært. 

En ting er, at mange forsøger på forskelligvis at undgå det.  Nogle gør det bare på en måde hvor de ødelægger mere end gavner.  Eksempelvis med indførelse af diverse former for kontrol.  Det er jo lidt paradoks at man så samtidigt taler om at tillid er et omdrejningspunkt i et forhold.  

Reelt burde man jo kunne nyde sit kærlighedsforhold trygt uden at rende rundt og være angst for utroskab.  Med andre ord få et afbalanceret forhold til truslerne.  Folk ved jo også at mennesker bliver dræbt i trafikken,  bliver ramt af dødelige sygdomme, men her har de fleste et normaliseret forhold til den form for trusler.

Hvorfor kan man så ikke det ?  Det kan man vel også komme til, specielt hvis man begynder at undersøge hvad er det egentligt der gør at nogen mennesker bliver "ødelagt" og andre får en periode med vrede, skuffelse, sorg følelses af svigt m.v. men de rejser sig igen uden ødelæggende ar på sjælen.   Det vil blive for omfattende at gå i dybden her, men jeg mener at når/hvis man bliver ramt af en sorg, ikke gengældt kærlighed, utroskab osv osv, så kan man gøre meget selv for at afbøde påvirkningerne.  Dette er ment generelt

 

 

[MickeyM 1153]

AK8K skrev, for 12 timer siden:

Hvis man har integritet og står ved sine ord og handlinger og er et moralsk menneske så taler man med sin partner inden man udveksler kropsvæsker med andre

Uanset konsekvenserne for eksempelvis boern?

Redigeret 3. Maj, 2020 af MickeyM