Om Mia og lidt om forgængelighed og genfødsel

[SweNick 4]

• 
• 
• 

Dear @cobham , indeed you must have been meant to bigger things than just brightening this sometimes negative but also informative forum. I raise my hat and congratulate you to this gift of putting in words what I have thought/felt about our dear @Mia04! This is actually my first post ever, having been a lurker on and off when I have been pointing my travel to or through Copenhagen. But I felt the need to praise you and also give credit for writing something in the way I had wanted to write but never gotten to. I have met with some other legends like Mina, Sweet Alex etc but as those who know, know, @Mia04 is more than just an erotic encounter. You ( @cobham) and several other posters here are "working hard for the money" and I truly thank you for enlighting this forum with well meant advice and comments - keep up the good work. 

Being a "plague-branded" Swede means travelling to Cph is more or less impossible for the moment but I am so longing to find a way or whenever this Corona-status might change. When that happens I will bring my praise in person also to you angel @Mia04 

And to @cobham, @Miller's Crossing, @Hunting for beaver just to mention a few of the prominent classics in here - perhaps we will meet outside a building someday. Look for the older guy that shows some signs of age but also has that remarkably fresh glow and bouncy step coming out as you are entering ha ha

Have a great weekend boys and girls, men and women and stay safe.

Nick

Redigeret 13. November, 2020 af SweNick
wrong words

[Searcher 23]

cobham skrev, den 24.10.2020 at 22:30:

Mine midaldrende hænder er hævede.

De hæver efterhånden altid sidst på dagen. Som nu

Mine hævede hænders tåbeligt tykke fingre trykker på de tænder, som udgør tastaturet på min bærbare computer.

Tre gange samme navn med store bogstaver:

MIA, MIA, MIA!

Men sådan har mine hænder ikke altid været.

For femogtyve år siden, da jeg havde Mias alder, havde jeg slanke og spændstigt stærke hænder. Og på netop dette tidpunkt, hen under aften, blev den maskuline åretegning på oversiden, der fulgte af løbeturen og dagens pas i træningscentret, trukket ekstra frem.

Jeg var stolt af mine hænder.

Jeg tænkte ikke over, at de kunne forandre sig. De var så evigt ungdommeligt stærke som mine fødder og så uforanderlige som alt andet, jeg var vokset op med.

Knyster og åreknuder tilhørte fjerne og rynkede gamle slægtninge, som havde slidt sig halvt fordærvet på havet eller på den ugenerøse jyske jord, jeg selv kommer fra. Men knysterne og knuderne tilhørte en anden tid.

Jeg kunne i mit ungdommelige hovmod ikke drømme om, at noget af alt det ville komme til mig.

Men nu?

Nakken er stiv som et bræt af alt for meget arbejde.

Og resten er her også: de begyndende knyster og de stærkt markerede blodårer på mine ankler.

Alt sammen lige så ufatteligt og uforklarligt som alle de år, der bare kom og gik.

--------------

Men mellem mine ben sidder Mia. Ugenert af mine mange år.

Marmorlysende smuk, stoisk hvilende på sine knæ og sikker på sit håndværk som de store mestre.

Som en Mozart eller en Rachmaninoff, der alene forlangte af andre, hvad de selv beherskede til perfektion, nemlig den virtuose håndtering af et instrument.

Mia samler hænderne et øjeblik som en velsignelse eller som i en bøn.

Herefter bøjer hun sig fortroligt ind over mig med de smilende øjne. Hendes hår glider ned og danner en krans om mit ansigt, der opløser vinduets hårde sollys i en flimrende skov af farver, mens hun kysser mig. 

Hvorefter hun begynder at kærtegne mig: mine skuldre, mit bryst, mine ben og mit køn.

Blide berøringer og vægtløse kys, der når min sjæls inderste.

Smerten i min nakke forsvinder og resten af mit legemes jordiske tyngde opløses langsomt under Mias ømhed.

Til sidst er der kun elektrostatiske nervebaner tilbage, hypersensitive sanseforbindelser som Mia mesterligt virtuost spiller på, og som rammer resterne af min bevidsthed som en eksplosion af lykke og lyst udfoldet i alle løvfaldets farver:

Cinnober, karmin, skarlagen, purpur, fersken, gyldent rav, oliven og smaragd mod en kornblå himmel.

Mit jeg, mit latterligt forfængelige midaldrende jeg, er for længst forsvundet.

I stedet er jeg for en stund atter den unge Cobham junior med alle drømmene i behold. Fortroligt sammenflettet med Mia svæver jeg fjerlet over høstmodne gyldne kornmarker, under æbleplantagernes bristefærdigt rødmende frugt og gennem løvfaldsskovens blændende farveorgie.

---------- 

For Mia er som høstens sansebedøvende overflod af gaver:

Mia er kastanjen, poleret mahogni født af trækronernes takkede løv, forførende som figuren på en violin. Som i min barndoms jakkelomme et øjebliks hemmelighed af faste og velsignet bløde former under mine hænders kærtegn. Og fundet i en duft af jord efter regn, et kastanjehjerte skåret ud af planeten selv.

Mia er blommen, undfanget i et forårsunder af blomsterstande sammen med morbær og moreller. Men af dem alle er blommen den mest erotiske. Min mund kysser begærligt frugten mellem Mias ben, og mine tænder og læber løber fulde af duftende rav, af blommens sansebedøvende velsmag. Med livets første øjne gik jeg under min bedstemors blommetræer og indåndede hele verdens duft. Siden dengang har regnskyllene på vejene i oktober skabt både lys og skygge. Og jeg har lært mig, at jeg skal holde mig fra cirklens perfektion, som er Skaberen selv forbeholdt. Men også at blommens ovale buer er hans jordiske mesterværk: den smukke kvindes former. Og få besidder disse liflige buer så fuldendt som Mia.

Mia er løget (og åh jo, også den er god nok). Nærende, skarp og forstandig. Og med en uendelig rigdom af lag indhyllet i det smukkeste og sprødeste gyldne papir. Løget taler alle sprog med en overvældende lethed: Rå karakter i den elegante franske salat, sødmefuld karamelliseret guld i en italiensk sofrito og fermenteret tysk råstyrke i en kraut. Løget beriger alt med sin overflod af noter og toner. Med løget pibler min tåre frem uden sorg, når jeg forsigtigt løsner dets gyldne neglige. Som løget får Mia mig til at græde uden bedrøvelse. Mine tårer skyldes taknemmelighed over at jorden kan frembringe noget så smukt og så generøst.

Mia er æblet, et aromatisk mirakel nedfaldet fra Paradis til vores timelige og kluntede verden. På en gang kundskab og kløgt såvel som sanselig vellugt fra bladet på selve livets træ. Som blander sig med duften af min egen hånd, der ømt stryger gennem Mias hår og kærtegner hendes æblekind.

Mia er rosen. Nogle gange skal man tillade selv at sige det banalt indlysende. Selvfølgelig er Mia rosen. Den prægtige fuldvoksne rose med dens fløjlsbløde barm i udbrud. Tranceskabende pragt og skælvende afrodisisk duft. Og mest elsket, når den hårdført blomstrer i det sene efterår.  Som nu, hvor kulden tager så meget andet: Ildens og skønhedens lampe, der lyser op i den svindende dag og giver anelser om en genfødsel og en frelse i vintermørket.

---------

Beslutsomt fortsætter øjeblikkene på jorden, mens jeg er afmægtigt vidne til mit ege aldring.

Det er ganske vist ikke mit livs vinter endnu, men det er efterår. Det er svært at forstå, men tåbeligt at benægte.

Og alligevel:

Mirakuløst forynget og forløst forlader jeg Mia og går ud i solskinnet. Jeg nikker indforstået til det forelskede unge par ved havnen og smiler fortroligt til tvillingemoderen, der med den brede klapvogn krydser min vej hen over bryggebroen.

Mirakuløst forynget og forløst går jeg ud i høstens gyldne solskin.

Med en ydmyg taknemmelighed over Mias og muldens ødsle rigdom.

Og over at mine øjeblikke på denne unge planet fortsætter en stund endnu.

Trods knyster og knuder.

 

Thanks Sweet Mia.

From Cobham

Jeg forstår du havde en ganske tilfredsstillende oplevelse 

[wauw 61]

Ja, Mia er en fantastisk kvinde

Jeg forstår udemærket Cobham. Og en af de anmeldelser jeg husker fra det årstid jeg har bevæget mig rundt herinde. Nok lidt mere svulstigt end jeg selv ville kunne skrive. Men det er da dejligt når nogen lader sig rive med af livet.

[Guest Mr. Sensual]

cobham skrev, den 24.10.2020 at 22:30:

Mine midaldrende hænder er hævede.

De hæver efterhånden altid sidst på dagen. Som nu

Mine hævede hænders tåbeligt tykke fingre trykker på de tænder, som udgør tastaturet på min bærbare computer.

Tre gange samme navn med store bogstaver:

MIA, MIA, MIA!

Men sådan har mine hænder ikke altid været.

For femogtyve år siden, da jeg havde Mias alder, havde jeg slanke og spændstigt stærke hænder. Og på netop dette tidpunkt, hen under aften, blev den maskuline åretegning på oversiden, der fulgte af løbeturen og dagens pas i træningscentret, trukket ekstra frem.

Jeg var stolt af mine hænder.

Jeg tænkte ikke over, at de kunne forandre sig. De var så evigt ungdommeligt stærke som mine fødder og så uforanderlige som alt andet, jeg var vokset op med.

Knyster og åreknuder tilhørte fjerne og rynkede gamle slægtninge, som havde slidt sig halvt fordærvet på havet eller på den ugenerøse jyske jord, jeg selv kommer fra. Men knysterne og knuderne tilhørte en anden tid.

Jeg kunne i mit ungdommelige hovmod ikke drømme om, at noget af alt det ville komme til mig.

Men nu?

Nakken er stiv som et bræt af alt for meget arbejde.

Og resten er her også: de begyndende knyster og de stærkt markerede blodårer på mine ankler.

Alt sammen lige så ufatteligt og uforklarligt som alle de år, der bare kom og gik.

--------------

Men mellem mine ben sidder Mia. Ugenert af mine mange år.

Marmorlysende smuk, stoisk hvilende på sine knæ og sikker på sit håndværk som de store mestre.

Som en Mozart eller en Rachmaninoff, der alene forlangte af andre, hvad de selv beherskede til perfektion, nemlig den virtuose håndtering af et instrument.

Mia samler hænderne et øjeblik som en velsignelse eller som i en bøn.

Herefter bøjer hun sig fortroligt ind over mig med de smilende øjne. Hendes hår glider ned og danner en krans om mit ansigt, der opløser vinduets hårde sollys i en flimrende skov af farver, mens hun kysser mig. 

Hvorefter hun begynder at kærtegne mig: mine skuldre, mit bryst, mine ben og mit køn.

Blide berøringer og vægtløse kys, der når min sjæls inderste.

Smerten i min nakke forsvinder og resten af mit legemes jordiske tyngde opløses langsomt under Mias ømhed.

Til sidst er der kun elektrostatiske nervebaner tilbage, hypersensitive sanseforbindelser som Mia mesterligt virtuost spiller på, og som rammer resterne af min bevidsthed som en eksplosion af lykke og lyst udfoldet i alle løvfaldets farver:

Cinnober, karmin, skarlagen, purpur, fersken, gyldent rav, oliven og smaragd mod en kornblå himmel.

Mit jeg, mit latterligt forfængelige midaldrende jeg, er for længst forsvundet.

I stedet er jeg for en stund atter den unge Cobham junior med alle drømmene i behold. Fortroligt sammenflettet med Mia svæver jeg fjerlet over høstmodne gyldne kornmarker, under æbleplantagernes bristefærdigt rødmende frugt og gennem løvfaldsskovens blændende farveorgie.

---------- 

For Mia er som høstens sansebedøvende overflod af gaver:

Mia er kastanjen, poleret mahogni født af trækronernes takkede løv, forførende som figuren på en violin. Som i min barndoms jakkelomme et øjebliks hemmelighed af faste og velsignet bløde former under mine hænders kærtegn. Og fundet i en duft af jord efter regn, et kastanjehjerte skåret ud af planeten selv.

Mia er blommen, undfanget i et forårsunder af blomsterstande sammen med morbær og moreller. Men af dem alle er blommen den mest erotiske. Min mund kysser begærligt frugten mellem Mias ben, og mine tænder og læber løber fulde af duftende rav, af blommens sansebedøvende velsmag. Med livets første øjne gik jeg under min bedstemors blommetræer og indåndede hele verdens duft. Siden dengang har regnskyllene på vejene i oktober skabt både lys og skygge. Og jeg har lært mig, at jeg skal holde mig fra cirklens perfektion, som er Skaberen selv forbeholdt. Men også at blommens ovale buer er hans jordiske mesterværk: den smukke kvindes former. Og få besidder disse liflige buer så fuldendt som Mia.

Mia er løget (og åh jo, også den er god nok). Nærende, skarp og forstandig. Og med en uendelig rigdom af lag indhyllet i det smukkeste og sprødeste gyldne papir. Løget taler alle sprog med en overvældende lethed: Rå karakter i den elegante franske salat, sødmefuld karamelliseret guld i en italiensk sofrito og fermenteret tysk råstyrke i en kraut. Løget beriger alt med sin overflod af noter og toner. Med løget pibler min tåre frem uden sorg, når jeg forsigtigt løsner dets gyldne neglige. Som løget får Mia mig til at græde uden bedrøvelse. Mine tårer skyldes taknemmelighed over at jorden kan frembringe noget så smukt og så generøst.

Mia er æblet, et aromatisk mirakel nedfaldet fra Paradis til vores timelige og kluntede verden. På en gang kundskab og kløgt såvel som sanselig vellugt fra bladet på selve livets træ. Som blander sig med duften af min egen hånd, der ømt stryger gennem Mias hår og kærtegner hendes æblekind.

Mia er rosen. Nogle gange skal man tillade selv at sige det banalt indlysende. Selvfølgelig er Mia rosen. Den prægtige fuldvoksne rose med dens fløjlsbløde barm i udbrud. Tranceskabende pragt og skælvende afrodisisk duft. Og mest elsket, når den hårdført blomstrer i det sene efterår.  Som nu, hvor kulden tager så meget andet: Ildens og skønhedens lampe, der lyser op i den svindende dag og giver anelser om en genfødsel og en frelse i vintermørket.

---------

Beslutsomt fortsætter øjeblikkene på jorden, mens jeg er afmægtigt vidne til mit ege aldring.

Det er ganske vist ikke mit livs vinter endnu, men det er efterår. Det er svært at forstå, men tåbeligt at benægte.

Og alligevel:

Mirakuløst forynget og forløst forlader jeg Mia og går ud i solskinnet. Jeg nikker indforstået til det forelskede unge par ved havnen og smiler fortroligt til tvillingemoderen, der med den brede klapvogn krydser min vej hen over bryggebroen.

Mirakuløst forynget og forløst går jeg ud i høstens gyldne solskin.

Med en ydmyg taknemmelighed over Mias og muldens ødsle rigdom.

Og over at mine øjeblikke på denne unge planet fortsætter en stund endnu.

Trods knyster og knuder.

 

Thanks Sweet Mia.

From Cobham

Hjertebankende smukt skrevet. En stor nydelse at læse. 

Desværre kommer jeg ikke til at møde Mia, da jeg åbenbart har formuleret mig klodset på et tidspunkt i en sms-korrespondance uden at ville det. Den slags kan jo ske, selv om man tror, at man gør sig umage.

Nå, men sådan er livet. Man skal se verden som den er - og ikke som håber den kunne være. Det skal ikke forhindre mig i at nyde jeres beskrivelser af  denne fascinerende pige. Velskrevne bøger og beretninger er, udover erotik, god mad og naturvandringer, mine hovedinteresser i livet. Når fortællingerne er bedst, er det som at være der selv.

Mange hilsener fra Mr. Sensual 

[Guest Mr. Sensual]

Mr. Sensual skrev, den 5.11.2021 at 16:18:

Hjertebankende smukt skrevet. En stor nydelse at læse. 

Desværre kommer jeg ikke til at møde Mia, da jeg åbenbart har formuleret mig klodset på et tidspunkt i en sms-korrespondance uden at ville det. Den slags kan jo ske, selv om man tror, at man gør sig umage.

Nå, men sådan er livet. Man skal se verden som den er - og ikke som håber den kunne være. Det skal ikke forhindre mig i at nyde jeres beskrivelser af  denne fascinerende pige. Velskrevne bøger og beretninger er, udover erotik, god mad og naturvandringer, mine hovedinteresser i livet. Når fortællingerne er bedst, er det som at være der selv.

Mange hilsener fra Mr. Sensual 

Thank you Mia04 from Mr. Sensual